Skal det virkelig koste samfundets fattigste en tur bag tremmer at bede om fem kroner?

»Hader tiggere.«

»Det er naturens egen nedjustering af bestanden …«

»De fattige kan aldrig blive et problem for os, der kan klare os selv. Der burde oprettes lejre, hvor man kan opbevare dem.«

Det er et lille udpluk af de kommentarer, jeg modtog på sociale medier, da jeg for nylig i et opslag på X kritiserede, at vi i Danmark straffer tiggeri med 14 dages ubetinget fængsel uden advarsel.

Jeg håber, at kommentarerne kun repræsenterer et fåtal af danskerne. Men de er så voldsomme, at jeg bliver nødt til at adressere dem.

For hvad er det for et menneskesyn, der eksisterer blandt os, når alene synet af nogle af samfundets allermest udsatte fremprovokerer decideret had? Hvordan kan man omtale andre mennesker som dyr og ønske at internere fattige i lejre?

For mig at se er udtalelserne og det menneskesyn, der ligger bag dem, dybt foruroligende og noget, vi alle sammen bør sige fra over for. Alle mennesker har uendelig stor værdi, og ingen fortjener at leve i armod og afsavn. Uanset hvad de har med i bagagen, og uanset hvor få penge de har.

Derfor er det heller ikke nok bare at sige fra over for nedværdigende kommentarer om mennesker, der tigger. Der skal også gøres noget ved den tiggerilovgivning, der sætter dem i en udsat position, og som muligvis er i strid med menneskerettighederne.

I fængsel for at tigge

Anledningen til mit opslag var, at det for nylig var ‘tiggeridag’ i Københavns Byret. Det er den dag, hvor sager om tiggeri kommer for en dommer. Blandt dem, der sad på anklagebænken, var to mennesker, der kommer i Kirkens Korshærs tilbud til udenlandske hjemløse, Kompasset. Begge opholder sig lovligt i Danmark, men havde, ifølge rettens ord, dristet sig til – på stille og rolig vis – at spørge fremmede, om de havde et par mønter i overskud. Så de kunne købe mad og medicin.

Det lyder måske meget tilforladeligt, men det må man faktisk ikke i Danmark. Tiggeri har længe været forbudt, men i 2017 indførte et politisk flertal en skærpelse af tiggeriparagraffen. Skærpelsen betyder, at et førstegangstilfælde som udgangspunkt koster 14 dages ubetinget fængselsstraf.

Siden da er flere hjemløse mennesker blevet idømt fængselsdomme. Det samme blev resultatet for de to føromtalte mennesker. Den ene kunne nøjes med en betinget dom, mens den anden blev idømt en ubetinget fængselsstraf. Straffe, der kun bidrager til at øge deres udsathed.

Utrygt for hvem?

I mine øjne er det grotesk, at vi har en lovgivning, som straffer udsatte mennesker for at bede andre om hjælp til at overleve.

De mennesker, der tigger, gør det, fordi de har så lidt, at de ikke har råd til de mest basale fornødenheder til dem selv og deres familier. Det næstekærlige ville være at hjælpe dem med at overleve. Men det gør vi ikke. I stedet straffer vi dem og gør deres liv mere besværligt.

Da loven blev indført, var argumentet, at tiggeri var utryghedsskabende. Det er i sig selv et skørt argument. Tiggeri er først og fremmest utrygt for dem, der er nødsaget til at gøre det. Det er en desperat handling fra et menneske i nød.

Armod og nød er måske snarere det, der er utryghedsskabende i et land, der er så rigt som vores. Det gør kun lovgivningen endnu mere absurd. For vi kan faktisk gøre noget ved roden. Så længe vi har massiv fattigdom i Europa, vil vi også se udlændinge i hjemløshed i Danmark.

I stedet vælger vi den kyniske symptombehandling. Vi lægger mere vægt på at beskytte den almindelige dansker mod at blive konfronteret med det faktum, at der findes fattigdom blandt os, end at hjælpe de mennesker, der har desperat brug for det.

Som samfund og som medmennesker har vi en forpligtelse til at se hinanden i øjnene og anerkende den andens eksistens. Den rå virkelighed er ikke altid rar, og netop derfor må vi aldrig vende ryggen til den.

Ingen skal straffes for at forsøge at overleve

Der er ingen tvivl om, at tiggeriloven er målrettet udenlandske hjemløse. Det sagde den daværende justitsminister ligefrem direkte, da loven blev indført.

Det fremføres nogle gange, at de udenlandske hjemløse nasser på samfundet. Det gør de ikke, for de kan nemlig ikke få sociale ydelser og har ikke engang adgang til sundhedsydelser, medmindre de er absolut akutte. Faktisk er en af de store udgifter paradoksalt nok, at vi vælger at køre dem igennem et hårdt presset retsvæsen og smide dem i fængsel.

Forsvareren i de tidligere nævnte sager fremhævede, at lovgivningen er i strid med Danmarks menneskerettighedsforpligtelser. Et brud på retten til at forsøge at ernære sig. Det vil snart blive prøvet ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i den såkaldte Dian vs. Denmark-sag. Og jeg regner med, at den vil vise, at vi krænker deres rettigheder.

Uanset udfaldet er det – rent menneskeligt – på høje tid, at vores politikere får ændret tiggeriloven. Ingen mennesker – ingen – fortjener straf for at forsøge at overleve på helt fredelig vis.

Fra arkivet: